Op til folketingsvalget i 2026 begynder partierne igen at melde deres landbrugspolitik ud. Diskussionen fylder mere og mere i den politiske debat, og meget tyder på, at landbruget bliver et af de centrale temaer i valgkampen. Spørgsmålet er bare, om debatten ender med endnu en diskussion om svineproduktion – eller om vi faktisk får en bredere samtale om, hvordan Danmarks fødevaresystem skal se ud i fremtiden.
Partierne melder ud
Flere partier har allerede fremlagt deres retning for landbrugspolitikken frem mod valget.
Moderaterne taler om en pragmatisk midterkurs, hvor teknologi, innovation og nye produktionsformer skal sikre både grøn omstilling og fortsat konkurrenceevne for dansk landbrug. Venstre holder fast i landbrugets rolle som en stærk eksportsektor og lægger vægt på, at regulering og klimaindsatser ikke må svække erhvervets økonomi.
Socialdemokratiet kobler i høj grad landbrugspolitikken til implementeringen af den grønne trepartsaftale, hvor klima, natur og vandmiljø skal forbedres samtidig med, at landmændene skal kunne drive en bæredygtig forretning.
SF og Enhedslisten taler mere direkte om en strukturel omstilling, hvor animalsk produktion reduceres, og hvor plantebaserede fødevarer fylder mere i fremtidens landbrug. De borgerlige partier som Konservative og Liberal Alliance lægger derimod større vægt på teknologi, innovation og mindre regulering.
Der er altså mange forslag i spil. Men debatten bliver stadig ofte for snæver.
Den romantiske misforståelse
Et gennemgående problem i diskussionen er forestillingen om lokale fødevarer. Når begrebet dukker op i den politiske debat, bliver det ofte behandlet som noget romantisk og småt – næsten som en nostalgisk idé om gårdbutikker og hobbyproduktion.
Men sådan hænger virkeligheden ikke sammen.
Der produceres allerede store mængder lokale fødevarer i Danmark. Mange producenter arbejder i et marked med betydeligt prispres fra vores europæiske naboer. Samtidig findes der en voksende gruppe landbrug, der har udviklet andre forretningsmodeller end bulkproduktionen.
Her kan selv relativt små jordbrug skabe en sund økonomi gennem direkte salg, specialproduktion eller tætte relationer til restauranter og forbrugere. Det handler ikke om romantik – det handler om forretning.
Den glemte udfordring: værdikæden
Den egentlige udfordring ligger i værdikæden.
Den danske fødevaresektor er i dag næsten fuldstændig indrettet efter industriel bulkproduktion. Fra logistik til forarbejdning er systemet designet til meget store mængder standardiserede produkter.
Et tydeligt eksempel er slagteristrukturen. Hvis den grønne trepart fører til flere dyr på græs i forbindelse med naturpleje og afgræsning, vil der i fremtiden komme flere dyr, som på et tidspunkt skal slagtes.
Men i Danmark findes der efterhånden næsten ingen små slagtehuse.
Alternativet er at sende dyrene gennem de store slagterier, hvor kødet blot indgår som almindeligt oksekød i systemet. Dermed forsvinder sporbarheden og historien om produktet – og værdiskabelsen bliver langt lavere.
Resultatet er en dårligere afregning til landmanden og en svagere økonomisk model for netop de landbrug, som politikerne ellers ønsker at fremme.
Ét system – eller flere?
En anden vigtig diskussion handler om strukturen i vores fødevaresystem.
Nogle forestiller sig, at vi kan bevare det globale industrielle system og samtidig lade mindre og alternative modeller indgå som supplement. Men erfaringerne viser, at det ikke fungerer særlig godt i praksis.
De nye former for landbrug opererer efter helt andre logikker end bulkproduktionen. De kræver andre distributionsformer, andre værdikæder og andre politiske rammer.
Hvis man forsøger at presse dem ind i det eksisterende system, bliver de ofte økonomisk pressede eller forsvinder helt.
Paradokset om frugt og grønt
Der findes også et tydeligt paradoks i debatten.
Næsten alle politiske partier taler om, at Danmark i fremtiden skal producere langt mere frugt, grønt og plantebaserede fødevarer til mennesker.
Men dem, der faktisk ønsker at gøre det, passer ofte ikke ind i de eksisterende systemer.
Det er sjældent de store industrilandbrug, der står klar til at omlægge til grøntsagsproduktion. Det er ofte mindre eller mellemstore gårde – i virkeligheden bedrifter, der strukturelt minder mere om de landbrug, vi kendte i 1950’erne.
Alligevel er iværksætterhjælpen til primærproducenter stadig både begrænset og dårligt indrettet.
Oplevelsesøkonomi på landet
Når alternative indtægtskilder for landbruget diskuteres, handler det ofte om biomasse, energiproduktion eller solceller.
Men en mindst lige så interessant mulighed ligger i turisme og oplevelsesøkonomi.
Rundt omkring i landet har både små jordbrug og store godser allerede udviklet stærke forretninger baseret på madoplevelser, gårdbesøg, events og gastronomi. Potentialet er stort, men mange landmænd oplever stadig, at det er svært at komme i gang og finde de rette kompetencer og samarbejdspartnere.
Et valg med en retning
Folketingsvalget i 2026 kan meget vel blive et landbrugsvalg. Men det bør være mere end et svinevalg.
Det bør handle om, hvordan Danmark vil strukturere sit fødevaresystem i fremtiden. Om vi fortsat vil tænke landbruget som ét system – eller om vi er klar til at acceptere, at fremtidens fødevareproduktion består af flere parallelle modeller.
Viden mangler der ikke. Den findes allerede hos producenter, forskere og praktikere i hele fødevaresektoren.
Spørgsmålet er, om vi politisk er klar til at handle.
Der er ingen grund til at vente.
Sporet ligger der allerede – Det kulinariske spor. som min første bog i øvrigt hed