Af Jesper Zeihlund – Stifter & Formand LFDK – Lokale Fødevarer Danmark
Historien om Anders Krogsgård fra Lemvig er på mange måder et præcist billede på den situation, som en voksende gruppe af landdistriktsaktører befinder sig i. Her er ikke tale om mangel på idéer, vilje eller forståelse for markedet – tværtimod. Der er tale om en konkret, forretningsmæssig orienteret tilgang til fremtiden, hvor en klassisk landbrugsejendom gentænkes som et sted for oplevelser, fællesskab og værdiskabelse.
Se artikel fra DR om Anders Krogsgård her
Ambitionen er ikke at forlade landbruget, men at redefinere det. At gå fra en ensidig produktion til en sammensat økonomi, hvor indtægter kommer fra flere kilder: overnatning, arrangementer, håndværk, direkte salg og formidling. Det er netop denne diversificering, der i stigende grad bliver afgørende for landdistrikternes økonomiske robusthed.
Alligevel møder denne type initiativer betydelige barrierer – ikke mindst i planloven. Den nuværende regulering er i høj grad skabt til en tid, hvor landbruget havde én primær funktion: fødevareproduktion. I dag er virkeligheden en anden, men lovgivningen har ikke fulgt med.
Det er baggrunden for, at blandt andre Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance har rejst spørgsmålet om behovet for at skabe mere fleksible rammer for udvikling i landdistrikterne. Samtidig peger Steffen Damsgaard fra Landdistrikternes Fællesråd på, at fremtidens landdistrikter nødvendigvis må rumme flere erhverv end det traditionelle landbrug.
Men hvis man løfter blikket fra den konkrete lovgivning, bliver det tydeligt, at diskussionen i virkeligheden handler om noget mere grundlæggende: hvordan vi skaber værdi i det åbne land.
Hvad er det konkret i planloven, der spænder ben?
Planloven har som udgangspunkt til formål at beskytte det åbne land mod spredt og uhensigtsmæssig bebyggelse. Det er et legitimt hensyn, men det har også haft den konsekvens, at anvendelsen af bygninger og arealer i landzonen er blevet relativt rigid.
I praksis betyder det, at nye bygninger som udgangspunkt kun må opføres til landbrugsformål, og at ændringer i anvendelsen af eksisterende bygninger kræver en landzonetilladelse. Når en tidligere kostald ønskes omdannet til overnatning, restaurant eller kursusfaciliteter, betragtes det ikke længere som landbrug – og dermed træder en række andre krav i kraft.
Samtidig udløser projekter med en vis skala ofte krav om lokalplan, miljøscreening og i nogle tilfælde fuld miljøvurdering. Disse processer kan være både tidskrævende og omkostningstunge, og ikke mindst præget af usikkerhed, fordi der er betydelig forskel på, hvordan reglerne administreres fra kommune til kommune.
Det centrale problem er, at planloven i sin nuværende form ikke er indrettet til hybride erhvervsmodeller. Når produktion, forædling, oplevelse og overnatning tænkes sammen i én helhed, falder projekterne mellem flere kategorier. Resultatet er, at de ofte behandles som undtagelser – frem for som en ønskelig udviklingsretning.
En strukturel omstilling, der kræver nye svar
Landbruget i Danmark har gennem de seneste årtier udviklet sig mod større enheder, højere effektivitet og færre beskæftigede. Denne udvikling fortsætter, og den bliver yderligere forstærket af den grønne omstilling, hvor store arealer forventes taget ud af drift som følge af politiske aftaler.
Det betyder, at vi står over for en dobbelt bevægelse: færre arbejdspladser i den primære produktion og samtidig et stigende behov for nye økonomiske aktiviteter i landdistrikterne.
Spørgsmålet er derfor ikke, om der skal ske en omstilling – men hvordan den skal se ud.
I Brancheforeningen for Lokale Fødevarer i Danmark arbejder vi med en forståelse af, at fremtidens værdiskabelse i høj grad vil opstå i krydsfeltet mellem råvarer, forædling og oplevelser. Det handler ikke længere kun om at producere, men om at skabe sammenhængende værdikæder, hvor råvaren udvikles, bearbejdes og formidles tæt på sit ophav.
Gastroturisme som løftestang – men kun hvis den forankres lokalt
Dette perspektiv er også blevet bekræftet gennem arbejdet i rådgiverudvalget for fungerende turismeminister Morten Dahlin i forbindelse med udmøntningen af en national pulje til gastroturisme og lokale fødevarer.
Her har en central erkendelse været, at hvis gastroturismen skal have en reel effekt i yderområderne, så kræver det en meget tydelig lokal forankring. Effekten opstår ikke gennem få store investeringer, men gennem mange mindre aktører, der tilsammen skaber en helhedsoplevelse.
I den sammenhæng er det væsentligt at forstå forskellen på strukturerne bag store og små turismeaktører. Et større resort vil typisk være bundet op på centrale indkøbsaftaler og standardiserede leverandørkæder. Det betyder i praksis, at råvarer og produkter ofte indkøbes gennem nationale eller internationale systemer, hvor lokale producenter har svært ved at komme ind.
Dermed reduceres koblingen til det omkringliggende område, og en stor del af værdiskabelsen “lækker” ud af lokaløkonomien.
Den mindre, lokale agroturismeaktør fungerer fundamentalt anderledes. Her er der langt større fleksibilitet i indkøb og samarbejder. Det er både muligt og naturligt at handle direkte med lokale producenter, at tilpasse menuen efter sæson og at integrere områdets råvarer og fortællinger i oplevelsen.
Det betyder, at hver enkelt gæst ikke blot lægger penge ét sted, men indirekte understøtter en bredere lokal værdikæde. Det er denne type økonomisk cirkulation, der for alvor kan skabe udvikling i yderområderne.
Den oversete mulighed: Landbrugets bygninger
En væsentlig – og ofte overset – del af denne omstilling er den eksisterende bygningsmasse i landbruget. I takt med strukturudviklingen og den grønne trepart vil en betydelig del af disse bygninger miste deres oprindelige funktion.
Her ligger et meget konkret udviklingspotentiale. De tomme stalde og lader repræsenterer allerede investerede kvadratmeter, som kan transformeres til nye formål – ofte med relativt begrænsede midler sammenlignet med nybyggeri.
I stedet for at ende som passiv opbevaringskapacitet kan de danne rammen om aktiviteter, der kombinerer produktion, forædling og oplevelse. Det kan være små fødevarevirksomheder, gårdrestauranter, undervisningsmiljøer eller overnatningstilbud.
Netop denne type transformation er særligt relevant i en dansk kontekst, hvor bygningsmassen er veludbygget, og hvor efterspørgslen efter autentiske oplevelser er stigende. Men igen er udfordringen, at reguleringen i mange tilfælde gør det vanskeligt at realisere potentialet.
Et systemisk paradoks
Der opstår dermed et tydeligt paradoks i den nuværende situation. Fra politisk og samfundsmæssig side er der et massivt fokus på, at landbruget skal omstille sig – både af hensyn til klima, natur og økonomi. Samtidig er der en stigende erkendelse af, at landdistrikterne har brug for nye indtægtskilder.
Alligevel er de konkrete rammer for at gennemføre denne omstilling ofte utilstrækkelige.
Når en landmand ønsker at gå fra en traditionel produktion til en model, hvor der skabes værdi gennem oplevelser, forædling og turisme, møder vedkommende ofte et komplekst og tungt system. For mange betyder det, at projekter enten forsinkes betydeligt eller opgives, før de reelt er kommet i gang.
Det er problematisk – ikke kun for den enkelte, men for samfundet som helhed.
Turisme, værdiskabelse og lokal balance
Der er samtidig et vigtigt økonomisk perspektiv, som ofte overses i debatten. Forskellen i værdiskabelse mellem forskellige anvendelser af det samme areal kan være markant.
Hvor en traditionel landbrugsproduktion i stigende grad er kapitalintensiv og beskæftiger relativt få mennesker, kan turisme- og oplevelsesbaserede aktiviteter skabe en langt bredere lokal økonomi. De genererer efterspørgsel efter service, fødevarer, håndværk og oplevelser – og dermed flere lokale arbejdspladser.
Samtidig bidrager de til at tiltrække mennesker udefra, hvilket er afgørende for mange yderområders udvikling.
Hvis ambitionen er at skabe en bedre geografisk balance i Danmark, er det derfor vanskeligt at komme uden om turismen som en central del af løsningen.
Internationale erfaringer peger på en anden vej
Ser man mod udlandet, findes der allerede modeller, som i høj grad illustrerer dette potentiale. I Italien har man gennem mange år arbejdet med agriturismo – en struktur, hvor landbrug, turisme og gastronomi er tæt integreret.
Det centrale her er ikke store, isolerede investeringer, men en bred base af mindre aktører. Det skaber en høj grad af autenticitet og sikrer, at værdiskabelsen forbliver lokalt forankret.
I Danmark har udviklingen i højere grad været præget af større projekter og resorts. Disse kan have deres berettigelse, men de har sjældent samme effekt på den lokale økonomi, netop fordi deres forretningsmodel ofte er koblet til centrale indkøbssystemer og standardiserede koncepter.
Dermed opstår der en situation, hvor investeringerne er store, men den lokale forankring relativt begrænset. Omvendt kan mange mindre aktører tilsammen skabe en mere robust og bredt funderet udvikling – både økonomisk og kulturelt.
En nødvendig gentænkning
Hvis Danmark skal lykkes med at udvikle landdistrikterne i en ny retning, kræver det en mere helhedsorienteret tilgang. Det handler ikke kun om turisme, og det handler ikke kun om landbrug. Det handler om at skabe nye sammenhænge mellem erhverv, ressourcer og steder.
Her spiller lokale fødevarer en nøglerolle. De fungerer som bindeled mellem produktion og oplevelse, mellem sted og fortælling, mellem økonomi og identitet.
Men for at dette potentiale kan realiseres, er det nødvendigt, at rammevilkårene understøtter – frem for at begrænse – udviklingen.
Historien om Anders Krogsgård viser, at viljen og idéerne er til stede. Spørgsmålet er, om systemet er klar til at følge med.
Hvis ikke, risikerer vi, at en af de mest oplagte veje til udvikling i landdistrikterne forbliver uudnyttet.