I mange år har vi talt om lokale fødevarer som noget hyggeligt og småt – som markedsdage, værtindegaver og smagsoplevelser for de særligt interesserede.
Men den tid er forbi. I en verden præget af forsyningskriser, klimaforandringer og global usikkerhed er det lokale ikke længere luksus. Det er strategisk nødvendighed.
De lokale fødevaresystemer, der engang var hverdagens rygrad, er i dag vores næste forsvarslinje.
Det handler om, hvordan vi sikrer, at der stadig er mad på bordet, når de globale kæder svigter.
En sårbar nation på en fuld mave
Danmark bryster sig af at være et landbrugsland – men tallene fortæller en anden historie.
Ifølge Madkulturens rapport “Mere dansk frugt og grønt” (2025) importerer vi tre ud af fire grøntsager, og ni ud af ti stykker frugt kommer udefra.
Hvis forsyningen fra udlandet brydes, kan vores egen produktion kun dække 27 procent af forbrugetMere-dansk-frugt-og-groent-Anal….
Vi har med andre ord sat vores basale fødevareforsyning på outsourcing.
Det har været praktisk – og billigt – men også kortsigtet.
Når et containerskib sætter sig fast i Suezkanalen, når tørken rammer Sydeuropa, eller når energikrisen gør drivhusproduktion umulig, står Danmark i en sårbar position.
Vi har reduceret vores hjemlige grøntsagsproduktion til få store aktører, mens de små gartnerier og alsidige producenter langsomt forsvinder.
Samtidig mister vi evnen til at håndtere vores egne råvarer – både i køkkenet og i forsyningskæden.
Vi har gjort maden fjern – og os selv afhængige
De fleste danskere har ikke længere en relation til den mad, de spiser.
Hvor vi før kendte vores lokale avler, køber vi nu grøntsager, der har krydset flere grænser og transportbånd, før de når vores køleskab.
Madkulturen har forandret sig: vi spiser hurtigere, planlægger mindre og køber i højere grad forarbejdet mad.
Madkulturen viser, at kun 10 procent af aftensmåltiderne i Danmark har grøntsager som hovedingrediens – og at fornemmelsen for sæson og oprindelse er ved at forsvinde.
Det betyder, at vi har gjort os afhængige – ikke bare af import, men af et system, vi ikke længere har indflydelse på.
Det lokale er den glemte infrastruktur
Når vi taler om forsyningssikkerhed, tænker mange på olie, energi og IT – men mad er den mest grundlæggende infrastruktur, et samfund har.
Og den er i dag sårbar.
At genopbygge lokale fødevarestrukturer handler derfor ikke om nostalgi. Det handler om robusthed.
Om at have lokale produktionskæder, der kan holde samfundet kørende, hvis den globale logistik bryder sammen – og som samtidig styrker klima, smag og beskæftigelse.
Lokale fødevarer er ikke blot et spørgsmål om identitet, men om beredskab.
De nye forsyningsveje vokser frem
Over hele landet opstår nye veje fra jord til bord:
- Gårdbutikker og stalddørssalg, hvor forbrugere møder producenter direkte.
- Lokale fødevarefællesskaber og abonnementsordninger, hvor man deler sæsonens grønt.
- Digitale platforme, der forbinder avlere og professionelle køkkener.
- Kommunale og regionale initiativer, hvor storkøkkener, kantiner og plejehjem forpligter sig til lokale indkøb.
Disse nye kanaler er ikke bare hyggelige markedsfænomener – de er begyndelsen på en ny fødevareinfrastruktur, hvor ejerskab, relation og værdi fordeles mere retfærdigt.
Men de skal have plads til at vokse.
De skal understøttes af politik, partnerskaber og investeringer, så de lokale råvarer ikke forbliver et nicheprodukt, men bliver en naturlig del af hverdagen.
De store aktører skal med – og nogle er allerede på vej
Det lokale marked kan ikke stå alene på entusiasmens skuldre.
Derfor er det afgørende, at de store aktører i detail- og foodservicebranchen begynder at tage reelt medansvar – og det er faktisk begyndt at ske.
Flere kæder og grossister arbejder nu aktivt for at få danske råvarer ind i hverdagens sortiment – ikke kun i gourmethylden, men midt i grøntafdelingen.
De vil have kål, kartofler, løg og rodfrugter fra danske marker, ikke bare værtindegaver og nicheprodukter.
Når de store detailaktører begynder at indgå langsigtede partnerskaber med danske producenter, skabes der reel forandring:
- Producenterne får sikkerhed for afsætning og kan investere.
- Forbrugerne får adgang til lokale varer til hverdagens priser.
- Og Danmark styrker sin forsyningssikkerhed – ét supermarked ad gangen.
Det er et brud med årtiers ensretning af fødevaremarkedet.
Men det kræver, at vi – forbrugere, kommuner og politikere – bakker op om den bevægelse og insisterer på, at “dansk” ikke kun handler om mejeriprodukter og svinekød, men også om grøntsager, frugt og mel fra vores egne marker.
Vi skal tænke som vores bedsteforældre – men handle som fremtiden
For få årtier siden havde de fleste husholdninger en kummefryser, et spisekammer og måske en sæk kartofler i kælderen.
Det var ikke et udtryk for overflod, men for respekt for ressourcer.
Man købte lokalt, man lagrede, man var forberedt.
I dag kan vi tage den tankegang med ind i det 21. århundrede.
Med moderne teknologier, kollektive frysefaciliteter, fælles fødevaredepoter og lokale distributionscentre kan vi skabe et moderne hjemligt beredskab, hvor familier, producenter og lokalsamfund igen er forbundet i et kredsløb.
At have mad i fryseren – eller i et lokalt lager – er ikke gammeldags.
Det er sund fornuft i en urolig verden.
Fra madkultur til madstruktur
Vi taler meget om madkultur i Danmark. Men det, vi mangler, er madstruktur.
Et system, der gør det muligt at vælge lokalt, fordi det lokale faktisk er tilgængeligt.
Et marked, hvor producenter og forbrugere mødes på fair vilkår, og hvor værdien bliver i kredsløbet.
Det kræver investeringer, samarbejde og nytænkning – men det kræver også et mentalt skifte.
Vi skal holde op med at betragte lokale fødevarer som et “tilvalg” og i stedet se dem som fundamentet for vores fremtidige forsyning.
Den næste forsvarslinje begynder i køkkenet
Lokale fødevarer er ikke et luksusprojekt. De er en del af den nationale robusthed.
De repræsenterer både smag, tryghed, klimaansvar og beskæftigelse.
Når vi taler om grøn omstilling, bør vi derfor tale mindre om teknologi og mere om relationer – til jorden, til producenten og til det landskab, der skal brødføde os.
Vi skal ikke tilbage til fortiden, men frem mod et Danmark, hvor forsyning, fællesskab og fødevarer hænger sammen.
Og måske er det netop i den gamle kummefryser, at fremtiden begynder.