Lederartikel Af
Jesper Zeihlund – Stifter og Bestyrelsesformand for LFDK – Lokale Fødevarer i Danmark
Lokale fødevareproducenter bliver fremhævet alle vegne. KL (Kommunernes Landsforening) taler varmt om dem i kommunale strategier. VisitDenmark og destinationerne bruger dem i markedsføring og storytelling. Ministerierne fremhæver dem i festtaler om bæredygtighed og eksport. Og Michelin-stjernerne kunne slet ikke eksistere uden dem.
Men når støtten til udvikling, netværk og forretning skal findes, er det, som om alle vender ryggen til. Lokale producenter bliver behandlet som det succesfulde stedbarn: populære at vise frem, men uden at få den omsorg, der gør det muligt at levere på de enorme forventninger.
Daglig virkelighed bag facaden
Hver eneste dag er der en lokal fødevareproducent, som omverdenen tror er en kæmpe succes. I virkeligheden ved producenten ikke, hvordan næste husleje skal skaffes, og dagligdagen består af at balancere passionen for produktet med økonomiske realiteter. Mange af disse producenter er ildsjæle, der brænder for smag, kvalitet og lokal forankring – men økonomien og forretningsudviklingen kommer bagefter, hvis den overhovedet eksisterer.
Her ligger et kæmpe uudnyttet potentiale. Mens andre iværksættere får tilbudt alt fra kontorplads på vækstfabrikker til rådgivning, netværk og finansieringshjælp, mangler lokale fødevareproducenter næsten helt denne støtte. De står alene med komplekse udfordringer omkring produktion, distribution, marketing og vækst.
Problemet er ikke bare mangel på penge eller vilje – det er mangel på viden. Der findes få rådgivere og konsulenter med den nødvendige faglighed til at guide nicheproducenter gennem de unikke udfordringer, deres produkter og markeder indebærer. Derfor skal vi også tale om rådgiversystemets fremtid: Hvordan sikrer vi, at der er rådgivere med de rette kompetencer? Hvordan kan de kobles til producenterne, så den viden, der mangler, kommer i spil?
Dette er ikke et “nice-to-have” – det er afgørende for, at lokale fødevareproducenter kan overleve, vokse og fortsætte med at levere den kvalitet og værdi, som hele den danske gastronomiske og kulturelle scene hviler på.
Alle vil bruge dem – ingen vil betale regningen
- Destinationerne og VisitDenmark bruger producenterne i næsten al markedsføring. “Smagen af Danmark” sælger godt til turister. Men bag kulissen bruges producenterne ofte som statister i events eller kampagner – uden nævneværdigt økonomisk udbytte.
- Kommunerne og KL skriver lokale fødevarer ind i strategier og politikker, men de fleste indsatser er små, spredte og symbolpolitiske. Producenterne får branding, men sjældent hjælp til forretning.
- Regionerne spillede tidligere en reel rolle. Projekter som Grønne regionale madoplevelser (2010-2014) satte gang i netværk og udvikling, og mange producenter fik deres første skub. Men fra nytår har regionerne mistet lovhjemlen til regional udvikling.
- Erhvervshusene kunne tage over, men deres logik er bundet til omsætning. De små producenter passer ikke ind og falder ud af systemet.
- Ministerierne – Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet og Kulturministeriet – fremhæver gastronomi og bæredygtighed, men har ikke koordineret strategi eller mandat til at sikre producenternes udvikling.
En blind vinkel: Man kan ikke måle alt i omsætning
Fejlen er grundlæggende. Værdien af lokale fødevarer kan ikke reduceres til kroner og øre. Det er en krystal med mange facetter:
- De skaber arbejdspladser i landdistrikterne.
- De styrker lokal identitet og stedbranding.
- De leverer råvarer til gastronomisk innovation.
- De bidrager til grøn omstilling og biodiversitet.
- De skaber oplevelser for borgere og turister.
Når vi kun måler på omsætning, reducerer vi en af Danmarks stærkeste ressourcer til en parentes i erhvervsstatistikkerne.
Den grønne trepart uden mad på bordet
I den grønne trepart taler vi om skovrejsning, vandmiljø, landbrugsjord og CO₂-reduktion. Men hvor er de lokale fødevarer?
De kan levere merværdi pr. hektar, skabe nye fødevaresystemer, understøtte biodiversitet og skabe arbejdspladser. Alligevel er de ikke inviteret til bordet – ikke hos ministerierne, ikke hos erhvervshusene, ikke i grønne strategier.
Paradokset er til at tage og føle på
- Danmark vinder internationale gastronomiske priser – men uden producenterne falder korthuset sammen.
- Kommuner brander sig med lokale fødevarer – men investerer ikke i producenterne.
- VisitDenmark sælger turister på “smagen af Danmark” – men sikrer ikke producenternes egen vækst.
- Ministerierne taler om eksport, bæredygtighed og grøn omstilling – men lader de små producenter sejle deres egen sø.
Hvad kræver det?
- Et nationalt mandat. Enten hos Erhvervsministeriet, Fødevareministeriet eller i fællesskab. Nogen skal have det overordnede ansvar – ikke kun branding, men konkret udvikling.
- Nye målemetoder. Lokale fødevarer skal vurderes på helhedsværdien: kultur, identitet, natur, grøn effekt og arbejdspladser – ikke kun omsætning.
- Regional samling. Kommuner og destinationer skal stoppe med små symbolprojekter og samle kræfterne i større, sammenhængende indsatser.
- Forpligtende partnerskaber og rådgivning. KL, VisitDenmark, ministerier og erhvervshusene må sikre rådgivere med de rette kompetencer til nicheproducenterne, så den nødvendige viden og udviklingsstøtte kommer i spil.
Fra stedbarn til vækstlokomotiv
Lokale fødevareproducenter er ikke pynt. De er fundamentet under dansk gastronomi, en nøgle til grøn omstilling og bærende for landdistriktsudvikling. Men så længe KL, VisitDenmark, ministerierne og erhvervsfremmesystemet kun vil fremhæve dem i festtaler og kampagner uden at tage ansvar for deres udvikling, vil de forblive stedbørn.
Og et stedbarn kan ikke levere voksne resultater, hvis det aldrig får den omsorg, det har brug for.
Tiden til handling er nu.