Vi i Lokale Fødevarer i Danmark har i samarbejde med vores jury ( Tine Skriver – Hosresta, TRine Krebs – Food, Jesper Urup Jensen – Chefredaktør, Søren Wiuff – Landmand, Jesper Zeihlund – Stifter og Bestyrelsesformand LFDK – Lokale Fødevarer i Danmark ) fundet vinderen af Årets Wiuff 2025 – en pris, som vi med stolthed har opkaldt efter Søren Wiuff. Søren er med rette en rollemodel for danske fødevareproducenter, og derfor er det både nærliggende og nærværende, at vi fejrer prisen i Sørens ånd.
For vi ønsker ikke blot at lave endnu en konference med taler, eksperter og PowerPoints. I stedet vil vi fuldt ud dedikere dagen til Årets Wiuff 2025-modtager og hylde de værdier, prisen bygger på: fællesskab, bæredygtighed og glæden ved de lokale råvarer.
Traditionen tro begynder vi med den formelle del: prisoverrækkelsen, taler og en fortælling om, hvorfor netop årets modtager er blevet udvalgt. Derefter vender vi os mod det, som Søren Wiuff i mange år har været kendt og elsket for – nemlig fællesskabet omkring maden.
Vi tager den gamle tradition op og holder en god gammeldags fest i laden, med masser af grin, fællessang og nye bekendtskaber. Inspireret af Sørens legendariske høstfester vil aftenen samle både gastronomiens folk og lokale ildsjæle i en fejring af alt det bedste, vi kan skabe sammen.
Årets Wiuff 2025 bliver dermed mere end en pris – det bliver en aften, hvor vi hylder fællesskabet, fejrer madglæden og giver en velfortjent anerkendelse til en, der gør en forskel for dansk fødevarekultur.
