Tekst og foto: Carolina Stefania Kromann

“Brogård er så lille, at den kun staves med ét å. Ikke ligesom den store, fine gård i nærheden, Brogaard, der har to a’er i sit navn.”

Sådan lyder det drillende fra Søren Wiuff, med en venlig hentydning til områdets store bulkproducent af gulerødder, rodfrugter og kartofler. Trods den enorme forskel i størrelse og virkelighed er der et fint forhold mellem de to næsten-naboer.

Søren har samlet søndagens selskab på sin lille gårdsplads, hvor han står og slår ud med armene foran sit håndskrevne skilt: “Sække”. Og så en pil, der peger ind mod pakkeområdet.

De grøntsagssække, der bliver leveret til private husstande og restauranter, har været med til at gøre Søren Wiuff til Lammefjordens utrættelige grøntsagspioner. Hans fornemmelse og følelse for grøntsager er unik, aparte og dybt fascinerende.

Faktisk er både den lille mand og hans lille gård noget af et livsstykke. En slags levende kulturarv, som man får lyst til at frede. Eller i det mindste passe rigtig godt på.

Men der er stadig pænt gang i ham. Og som han bevæger sig ud over markerne i sit adstadige tempo, er det nærmest svært at følge med den energiske landmand. I dagens anledning er han trukket i marineblå blazer og nye, runde hornbriller. I knaphullet sidder en rød rose fra en busk, som hans far plantede til hans mor tilbage i 1980’erne.

Vi er kommet for at fejre både Sørens høstfest og uddelingen af Årets Wiuff, en pris opkaldt efter ham, som nu for andet år overrækkes til en dedikeret landmand.

Det er kokke, der indstiller kandidaterne. En anerkendelse af det arbejde, der ligger bag enhver succesfuld køkkenchef og den danske gastronomi, vi har så travlt med at fremhæve: Råvarerne fra marken. Og mennesket, der dyrker dem.

En ung landmand med både får og humor

Blandt gæsterne er den unge økologiske landmand Mathias Olsen fra Palleshavegaard ved Ringe på Fyn.

Mathias er en af den slags mennesker, man instinktivt får lyst til at kramme. Der er noget med den rolige udstråling, de brune fløjlsbukser og hans skovmandsskjorter i dobbeltlag. Han har trukket i ikke bare én, men to ternede skjorter. “Jeg var lidt i tvivl om, hvor koldt der ville være her i laden,” forklarer han med et smil.

Vi står og snakker, da Jesper Zeihlund kommer forbi og hvisker til mig: “Det er ham, der får den.”

Jeg hører noget helt andet og vender mig interesseret mod Mathias:

“Ah, du er ham med fårene? Hvilke får er det?”

Mathias bryder ud i et kæmpe smil.

“Jeg tror, han sagde, at det er mig, der får den. Men jeg har i øvrigt også får!”

Og så er vi begge to fuldstændig færdige af grin.

Det viser sig altså, at Mathias er årets prismodtager. Og hans umiddelbare humor gør det kun endnu federe, at det netop er ham, der lidt senere står på scenen og modtager Årets Wiuff.

På familiens 15 hektar dyrker han økologiske grøntsager og holder desuden køer, grise og ja … får. Passionen for landbruget ruller i hans årer og har gjort det i generationer. Allerede tilbage i 1950’erne var hans morfar i gang med biodynamisk landbrug, længe før det blev noget, de fleste talte om.

“Min morfar havde ikke en tanke om, at en landmand ku’ vinde priser,” fortæller Mathias i sin takketale.

Men her står han så. På en interimistisk scene af træpaller, omgivet af meterhøje jordskokkeplanter, og modtager en pris for netop det arbejde, hans familie har viet livet til.

Selv beskriver han gården som “ren Morten Korch – bare ikke i januar!”

Og det er ikke kun Mathias’ grøntsager og kød, der har gjort indtryk på kokkene. Også hjemme på Fyn har man fået øje på den unge landmand.

Selv borgmester Anstina Krogh fra hans nærområde har taget turen hele vejen fra Midtfyn til Vestsjælland og brugt en god del af sin søndag på at være med til at fejre ham. Smilende og nysgerrig går hun også med i marken sammen med resten af selskabet, der skutter sig lidt i novembersøndagens gråvejr, mens skoene synker ned i den lidt for bløde efterårsjord.

Flokken er egentlig et ret fint billede på, hvad lokalt engagement også handler om. At nogen gider møde op. Ikke bare med flotte ord, men med tid, interesse og opbakning til en ung landmand, der tror på, at der også skal være plads til hans erhverv om ti år.

Gale og geniale idéer

Prisen er opfundet af en anden energisk type, nemlig Jesper Zeihlund, der gennem flere årtier har beskæftiget sig med lokale fødevarer fra efterhånden alle vinkler og i dag står i spidsen for Foreningen Lokale Fødevarer Danmark.

Han er også en mand, der har meget på sinde, og som ganske begejstret ofte bevæger sig mellem gale og geniale idéer.

Men idéen til Årets Wiuff er i skribentens øjne en af de mere geniale. Og meningsfulde.

For det er ikke hver dag, at en landmand bliver hædret af de kokke, der bruger hans råvarer. Eller at en prischeck på 20.000 kroner bliver overrakt i en håndskrevet version på en af Søren Wiuffs berømte grøntsagssække.

Pengene kommer fra Dansk Cater med Jan Kristensen i spidsen, og han forsikrer, at den er god nok. Der er skam rigtige penge bag ordene.

Det hele starter med råvarerne

Efter rundturen i markerne er vi tilbage i Sørens lade, hvor hans søn Lucas står i spidsen for maden. Først grønne snacks med radiser og palmekål samt gris fra Birthesminde, der vandt Wiuff-prisen sidste år. Derefter hokkaidosuppe, stegt havtaske og gammeldags æbletærte.

Jeg betragter de fremmødte, som blandt andet tæller fødevareiværksættere, storbønder, grossister, hipstere, den fynske borgmester, kokke, landmænd, godsejere, købmænd, forpagtere, maskinmestre, naboer og byrådsmedlemmer.

Et engageret sammensurium af mennesker, der måske ikke har så meget til fælles på papiret. Men som alligevel har fundet vej til den samme lade på en søndag.

Og det er her, det slår mig: Al den snak om det lokale er ikke bare snak.

For de mennesker, der er mødt op, er lokale fødevarer en konkret del af hverdagen. Noget, de dyrker, sælger, køber, tilbereder og lever af. Og noget, de gerne vil give videre til næste generation.

De er her for at bakke op om Søren, om prisen og ikke mindst om Mathias. Og måske er det netop den slags opbakning, der er med til at sikre, at der også i fremtiden er plads til de små landbrug og de mennesker, der vælger at gøre tingene med hjertet først.